Vend dig om, når stressmonstret kommer!

Kender du det, at du godt VED, at stress’en ligger på lur, og alligevel forsøger du at ignorere den?

Ferien er slut for de fleste og hverdagen med job, aflevering og afhentning af børn, rengøring, træning, tante Tuts fødselsdag osv., vender tilbage for fuld tryk. Og selvom det kunne være dejligt, hvis det var anderledes, så har chefen sjældent ændret sig i løbet af de tre uger du har været væk, opgaverne har ikke løst sig selv og græsset i haven er ikke holdt op med at vokse. Og børnene, der i sommerferien fik lov til at gå uvaskede i seng efter kun at havde fået pandekager til aftensmad, skal igen ind i rutinerne med at komme ud ad døren til tiden med en fornuftig madpakke i tasken.

For nogen er det en befrielse at vende tilbage til hverdagen, for andre tager det lidt tid at løbe det hele i gang igen. Men for mange betyder det, at de allerede efter  kort tid, mærke, hvordan skuldrene trækker sig op og pulsen forhøjes i takt med at kalenderen igen bliver fyldt med ting, der skal gøres.

Genkender du det? Og genkender du, at du prøver at ignorere det, fordi alternativet (som (åbenbart!) indebærer, at du skal holde ferie hele tiden) selvfølgelig ikke er realistisk? Bliver du vred på dig selv over, at du ikke kan klare mosten og begynder du at skændes med din kæreste og børn, fordi det hele hænger på dig?

Jeg vil påstå, at det IKKE handler om ‘det hele’. Min personlige oplevelse er, at der er mange hverdagsopgaver, der er glæde og mening i (også selvom de er kedelige) og at det ofte er få (men ikke nødvendigvis små!) elementer, som resulterer i stress.

En lille øvelse i at vende sig om:

For at give dig mulighed for, hvordan det hænger sammen i dit liv, har jeg her en lille øvelse til dig:

På samme måde, som man, i et mareridt, kan øve sig på at vende sig mod det ‘monster’ man flygter fra, kan man øve sig i at vende sig mod stressmonstret.
 
Næste gang du mærker dette monster krybe ind på dig – så prøv at gøre følgende:
1. Spørg dig selv – Hvilke opgaver har jeg fyldt ind i mit liv lige nu – ikke kun de arbejdsmæssige eller store opgaver – også dem du betragter som fritid og fornøjelse eller uundgåelige pligter som at hente børn eller gøre rent.
2. Skriv DET HELE ned på hver deres lap papir og læg det ud foran dig. Nu står du med et kort over alle de opgaver og forpligtelser, som du har (eller synes du har) lige nu.
3. Lad dine øjne glide fra den ene opgave til den anden og mærk efter, hvordan de forskellige opgaver påvirker dig. Nogle vil måske gøre dig glad, mens andre vil gøre dig urolig.
4. Læg opgaverne, der gør dig urolig i en bunke og gentag processen.
5. Når du står med din bunke af urovækkende opgaver, kan du begynde at snakke med dig selv (eller endnu bedre en makker, der er med på at være nysgerrig og undersøgende og IKKE vil fixe det for dig :). Spørg: Hvilke af opgaverne er det, der stresser mig lige nu? Hvad er det ved opgaven der stresser mig? Hvad ville det betyde, hvis jeg fjernede opgaven fra mit liv? Reducerede omfanget? Bad om hjælp?
Læg mærke til, at der i denne øvelse ikke er et krav om, at du skal ændre noget eller finde løsninger. Øvelsen går i virkeligheden ud på at hjælpe dig med at skille ‘det hele’ ad og øge din opmærksomhed på de elementer som stresser dig – En deadline, du ikke har indflydelse på. En ubehagelig samtale, der venter forude. En fest du ikke gider. En rengøring, du føler dig alene med. En beslutning, du gerne vil udskyde at tage osv.
Når du står med en øget opmærksomhed kan du langt bedre gøre det klart for dig selv, hvad du har brug for eller og ej, og herefter træffe beslutninger om du skal blive ved med at ignorere stressen.
Så er det noget, du har valgt og ikke blot gør i blinde af frygt for, at monstret kommer og tager dig!
 
Foto: Illustration af Line Jensen Illu. Du kan følge hende på facebook her!