ER selvudvikling godt eller skidt?
I øjeblikket diskuteres det nogle steder om selvudvikling, og hele kulturen rundt om dette begreb, har taget overhånd og gjort os selvoptagede eller om det tværtimod gør os sundere og bedre i stand til at leve vores liv. Jeg synes, at jeg kommer i et dilemma: ER selvudvikling godt eller skidt?
På den ene side giver jeg kritikerne ret i, at det store fokus på udvikling, psykisk robusthed og evige jagt på forbedring, skaber et både ulige og usundt samfund. Det er for det første ikke alle, der hverken har økonomiske eller personlige ressourcer til at kaste sig ud i et selvudviklingsforløb, der måske både kræver masser af tid og en hulens masse penge. Og for det andet er det måske heller aldrig rigtigt tydeligt for nogen, hvornår nok er nok: Du kan blive ved med at læse den næste selvhjælpsbog på hylden, melde dig på den seneste livstilsændrende detox-kur eller lære om netop din personlighedsstruktur på et enneagramforedrag. Og måske får du for hver gang glæden af at have fokus på dig selv, hvilket kan være tiltrængt, men jeg tror bare også, at du løber en risiko for altid at have dårlig samvittighed over aldrig at være færdigudviklet. Selvudviklingskravene bliver i mine øjne nogle gange et udtryk for, at vi i vores samfund i stigende grad fokuserer på det perfekte, på det ufejlbarlige – på 12 tallet som den eneste mulighed. Selvudvikling kommer på den måde til at handle om hvilke resultater du kan nå.
På den anden side lever jeg selv af at have såkaldte selvudviklende samtaler med andre og jeg har i perioder i mit liv med glæde brugt utallige timer på at tale om mig selv og dykke ned i dybere og dybere lag af min personlighed og historie. Nogle gange har der dog fulgt et håb om, at jeg dermed ville få læsset nok af og komme videre til det der ‘rigtige’ liv, der ventede forude, med.
Lad mig sige en ting – jeg er ikke kommet i mål. Og jeg gør det aldrig.
Mit dilemma i forhold til dette spørgsmål indebærer således, at jeg bliver nødt til at betragte begrebet selvudvikling på en anden måde.
Når jeg arbejder med en klient har jeg kun ét mål – nemlig øget bevidsthed og opmærksomhed hos klienten. Ofte sidder jeg overfor mennesker, der bærer rundt på forståelig og sund sorg og vrede grundet usunde vilkår tidligere i deres opvækst og liv. Alligevel oplever jeg lige så ofte, at de fleste dømmer sig selv og bebrejder sig selv utroligt hårdt, for ikke at slå til, være gode nok eller at have det dårligt. De føler sig forkerte og skamfulde over at være dem de er og føle det de gør. Hvis denne smerte mødes med den resultatorienterede overfladiskhed og de indirekte krav om at være noget andet, som den første form for selvudvikling repræsenterer, så mener jeg, at der er fare for at forkertheds-, skam- og forladthedsfølelsen fortsætter.
Mødes dette menneske tværtimod med medfølelse og begynder at gå ind i en forståelse og accept af sig selv, fordi bevidstheden om egne tanker, følelser og sansninger øges, så er der tale om sund selvudvikling. Ved at møde, acceptere og elske dig selv, som det hele du er, inklusiv det uperfekte, smertefulde og skamfulde, skabes der mulighed for dette.
Min konklusion må således blive at begrebet selvudvikling i min optik kommer til at have forskellige betydninger. Når der sættes lighed mellem selvudvikling og selvforbedring eller selvforandring, så mener jeg langt hen ad vejen, at det stiller sig i vejen for et sundt jeg-forhold. Når det til gengæld sættes i sammenhæng med begreber som selvforståelse, selvaccept og selvomsorg, så ændrer selvudviklingsbegrebet betydning fra at handle om resultater til i bund og grund at handle om at få det godt med sig selv.