Got your happy face on today?
Kender du det, at du har en rigtigt møgdag, hvor tingene ikke vil som du vil, du skændes med kæresten, råber af ungerne, du er træt, ked af det og banken har sendt dig en rykker? Og så åbner du Facebook og en af dine ‘venner’ har delt et billede som det her ved siden af? SMAK! Jo, tak du har ikke én god ‘vibe’ i hele kroppen.
Faktisk har du mere lyst til at råbe vredt eller græde og nu sidder du tilmed tilbage med følelsen af at være forkert – en energityv og negativitetsabe – én der ikke formår og forstår, at være positiv og se det lyse og meningsfulde i, at have det ad helvede til.
Positiv tænkning og ‘mindful living’ knyttes ofte sammen med glæde, overskud og smil, men jeg synes, at det tit glemmes, at vi som mennesker indeholder flere følelser. Følelser, der alle er afgørende og betydningsfulde for den måde vi håndtere os selv og mødet med verden på.
Glæde ophøjes til det positive, mens fx vrede og sorg forbindes med noget negativt, noget der skal fjernes og kommes over. Men hvad om vi ser på de positive sider ved vrede og sorg?
Glædesfølelsen er selvfølgelig fantastisk og den kan få dig til at åbne op over for andre mennesker, få dig til at vise tillid og gøre dig sikker og tryg. Glæde kan få dig til at ville gøre noget for andre, at række ud over dig selv, at sprede den og dele den med andre. Glæde er social og skaber kontakt.
Det gør vrede ikke. Vrede sætter grænser. Når du er vred skaber du dig! Ja, dét er faktisk positivt ment, når du giver dig tid til at reflektere over ordet ‘at skabe’. Den positive vrede tillader dig at mærke hvem du er i forhold til andre. Den positive vrede giver styrke og selvsikkerhed, den giver energi, den sætter mål og trækker en streg. Vreden kan få dig til at mærke lysten og nydelsen ved at stå alene og at være adskilt.
I sorgen mærker du til gengæld smerten ved at være adskilt og alene. Når du mister noget, der er betydningsfuldt for dig – et menneske, et dyr, et job, et stykke legetøj – og forstår at tabet er uafvendeligt, følger sorgen med. Den positive sorg fortæller dig, at det liv du lever og dem, eller det, du omgiver dig med ikke er ligegyldigt. Sorg heler og hjælper dig med at give slip på trods. Sorgen over tabet kan hjælpe dig til at ændre din fremtid og måske gøre dig endnu mere tilstede og opmærksom.
Så næste gang du har en møgdag og bliver ramt af “sandheds-citater” på Facebook, så mind dig selv om at positiv tænkning ikke kun behøver at handle om følelser af glæde og ro, men at vi, for at være hele og sunde mennesker, har behov for at omfavne alle vores følelser. Der er negative sider af alle følelserne, også glæden, så det handler om at tillade dig at mærke dine følelser, at opdage hvad godt de gør for dig og afstemme følelsernes udtryk i forhold til dine omgivelser.
Jeg vil ønske dig et godt nytår! Må det blive fyldt med brøl, suk, latter, gisp, tårer, knyttede hænder, omfavnelser, rystende ben, sommerfuge i maven og kys. Kort sagt med masser af liv!
Og husk!