Beskytter du dig mod andre?

Måske er du ikke klar over, at det er det du gør og du er forvirret over, at du kan føle dig ensom – selv i rum med andre mennesker. Det kan skyldes, at dit (selv)beskyttende panser er meget tykt!

Når jeg møder klienter, hvor panseret er oppe, ved jeg, at der skal arbejdes nænsomt. Panseret er der af en grund! Måske har personen lært at sårbarhed og nærhed med andre er så ‘farligt’, at alternativet, følelsesmæssig ensomhed og isolation, virker tryggere og bedre.

Hvis du som barn fx er vokset op med afvisende eller kristiske voksen, der på den eller anden måde ‘straffede’ dig, når du udtrykte sider af dig som de voksne ikke kunne lide, lærte du at passe godt på dig selv.

Som børn er vi dybt afhængige af, at de voksne passer godt på os og derfor tilpasser vi os i ekstrem grad til det ‘de gerne vil have’. Vi opbygger dét man kan kalde ‘et falsk selv’, hvor visse følelser, personlige udtryk og behov gemmes bort, mens andre – dem de voksne gerne vil anerkende – fremelskes.

Jo mere vi er blevet afvist og gjort til skamme som dem vi er, jo mindre der har været plads til at folde hele registret ud, jo mindre man er blevet ‘set’ og anerkendt, des tykkere panser og des større ensomhed.

Det gode er, at det aldrig er for sent at opdage panseret og at lære hvornår det er godt og hvornår det er skidt at tage det på!

Men som jeg skrev tidligere – når man møder et menneske med et tykt panser nytter det ikke at gå hårdhændet til værks, selvom man straks kan se at der er et smukt og unikt menneske bag panseret. I bedste fald risikerer du at den anden ikke vender tilbage til dig. I værste fald kan man fremkalde angstanfald og voldsom stress, fordi personen ikke har lært at leve uden sit panser.

Derfor er det uendeligt vigtigt, at man respektere andres panser, måske endda beundrer det for dets styrke og holdbarhed, men samtidig lægger mærke til, fremelsker og synliggører de særlige glimt af personlighed, der lyser ud gennem sprækkerne.

Ring the bells that still can ring
Forget your perfect offering
There is a crack, a crack in everything
That’s how the light gets in.

(Fra Leonard Cohens: Anthem)