At blive set eller ikke at blive set…

I weekenden var jeg på Kronborg for at se operaen ’Hamlet in Absentia’. Som navnet antyder var Hamlet fraværende i stykket og i stedet fulgte vi den stakkels Ophelia i tiden lige efter Hamlets afsked og frem til hendes tragiske selvmord. Undertonen i stykket lægger op til at stille spørgsmålet, hvad der egentlig får hende så langt ud? Er det hendes gener, som hendes egen far og bror antyder, der er syge og som bare venter på en anledning til at springe ud? Eller er det hendes omgivelser der er syge og er hendes sygdom i virkeligheden, den sundeste mulige reaktion på den ekstreme tilstand af misbrug, vold, druk, løgne, tabu og svigt, som hun er placeret midt i?

Der er ingen tvivl om, at Ophelia har det dårligt. Hun har hjertesorger over tabet af sin elskede Hamlet og hun er stærkt påvirket af at alle i hendes omgivelser prøver at definere hende og fortælle hende, at hun er sindssyg og blot skal få en diagnose. Ophelia kommer i terapi. Usikker, vred og såret møder hun sin terapeut, der i begyndelsen ’gemmer’ sig bag sin professionalisme og smarte terapeut-kneb, men som undervejs må overgive sig til denne sårbare, unge kvinde og han begynder at vise sig som et menneske. Da det sker, sker der en forandring i Ophelia, og hun spørger ham, på en ubærligt sårbar måde, om han vil se hende, være med hende, åbne hende. Ophelia rækker ud mod et andet menneske og mod den heling, der er når et andet menneske ser og anerkender din virkelighed, som det den ER.

Desværre knækker filmen for Ophelias terapeut, der lader sig forføre, både fysisk og psykologisk af den magt, som Ophelia er så tæt på centrummet af. I sin skam over dette fornægter han Ophelia og sender hende tumlende tilbage i sin ensomhed, med ordene – det er kun dine tanker, det er kun dine følelser! SLAM! Ophelia kastes ud i en eksistentiel krise – ikke nok med at hun, som det menneskelige vilkår det er, er eksistentielt ensom, hun bliver også ladt alene tilbage med sin ensomhed. Og ensomheden bliver så ubærlig, at hun trækker sig ind i den ultimative ensomhed, nemlig døden.

Stykket har pulseret i mine tanker hele weekenden. Ikke kun fordi det beskæftiger sig med to af mine favoritemner, Hamlet og terapi, men lige så meget, fordi det satte fingeren på rette sted.

Jeg oplever nemlig ofte, at klienter, der er vokset op i dysfunktionelle forhold, bærer rundt på forvirring, skyld og skam over ikke at kunne ’tåle’, at være til i livet. De slår sig selv oven i hovedet over, at de ikke kan opføre sig ’normalt’ (hvilket betyder ikke græde, ikke være stresset, ikke have tankemylder, ikke være vrede, ikke have problemer med nærhed og relationer osv.). De er ofte meget ensomme og overbeviste om, at det er dem, der et syge og forkerte. Og ofte er både de selv og deres omgivelser glade, hvis de kan få sat navn på lidelsen gennem en diagnose – så er der nemlig en forklaring og vel at mærke en forklaring, der ligger hos individet og ikke i det relationelle eller i historien.

Men hvad nu, hvis der i stedet var flere mennesker, der, som Ophelia bad om, turde se, være og åbne? Mennesker, det bevidnede at livet har været og måske stadigt er, svært at tåle, fordi, der var voksne, der svigtede hen ad vejen? Mennesker, der trods al smerten, vreden og sorgen bliver ved med at være der? Mennesker, der med nærvær og nærhed støtter processen med at lukke op for livet? Hvad mon der så ville ske med ensomheden? Hvad mon der ville ske med diagnoserne?

Dét er i sandhed spørgsmålet!